"De syv principper kom lidt hurtigt dumpende ind fra højre i sin tid. Det kunne være sundt at genbesøge dem og få en større fælles refleksion og diskussion om, hvad de betyder, og hvad vi konkret mener med dem,” siger Jakob Kjellberg om de syv principper for prioritering af sygehusmedicin.
Striden om Folketingets 7. princip blusser op: "Det er ikke en vetoret"
Flere kritikere efterlyser nu en politisk afklaring af Folketingets 7. prioriteringsprincip. Princippet skal give læger mulighed for at behandle enkelte patienter med medicin, som Medicinrådet ellers har sagt nej til som standardbehandling. Men både forskere og tidligere medlemmer af Medicinrådet peger på, at der ikke er enighed om, hvordan princippet skal forstås i praksis.
Sagen om kræftlægemidlet Elahere har sat striden på spidsen. Ingen patienter har indtil videre fået adgang til behandlingen gennem en individuel dispensation. Samtidig tilbyder flere hospitaler heller ikke den test, der skal vise, om en patient overhovedet kan have gavn af lægemidlet.
For kritikerne rejser sagen et grundlæggende spørgsmål: Har Folketingets 7. princip reel betydning for patienter, når et lægemiddel er afvist af Medicinrådet – eller er muligheden for individuel behandling blevet så snæver, at den i praksis næsten ikke kan bruges?
For professor i sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg illustrerer sagen derimod, at det 7. princip ofte bliver tillagt for stor betydning i den offentlige debat.
Jakob Kjellberg peger på, at princippet indgår som ét blandt syv hensyn, der skal vejes op mod hinanden, når der træffes beslutninger om adgang til ny medicin.
Baggrunden var et ønske om hurtigere og mere ensartet adgang til ny sygehusmedicin på tværs af landet samt en mere systematisk vurdering af nye lægemidlers effekt og omkostninger.
I marts 2016 indgik Folketingets partier en politisk aftale om syv overordnede principper for prioritering af sygehuslægemidler. Principperne udgør fortsat det politiske grundlag for Medicinrådets arbejde.
Læs hele princippapiret her
"Man skal huske, at det 7. princip ikke er en vetoret. Der er syv principper, der skal balancere, og ingen af dem står over de øvrige. Det er en samlet vurdering," siger Jakob Kjellberg, som efterlyser en ny debat om, hvordan principperne skal anvendes og vægtes i praksis.
"Der er i dag så stor tolkningsmulighed, at nogen kan få den opfattelse, at fordi jeg kan finde ét gangbart argument i ét af principperne, så trumfer det alle de andre."
Folketingets syv principper blev i 2016 vedtaget gennem en politisk aftale. Tanken bag det 7. princip var, at det skulle være muligt ud fra en konkret lægefaglig vurdering at behandle patienter med lægemidler, som af Medicinrådet er afvist til at indgå i standardbehandlingen.
Danske Patienter efterlyser transparens
Jakob Kjellberg står ikke alene med sit ønske om en ny debat om forståelsen og anvendelsen af det 7. princip.
Også Danske Patienter efterlyser en præcisering af det meget omdiskuterede princip, som giver læger mulighed for på vegne af deres patienter at søge om dispensation hos regionerne til individuel ibrugtagning af en behandling.
"Vi efterlyser mere transparente og ensartede kriterier for, hvordan regionerne anvender princippet. Det er vores oplevelse, at både klinikere og patienter har vanskeligt ved at forstå, hvornår det er relevant at søge, og hvad der er begrundelsen for afslag," siger direktør i Danske Patienter, Morten Freil, til Medicin & Evidens.
Flere af de aktører, som var tæt på tilblivelsen af princippet, har også tidligere givet udtryk for, at det i dag fortolkes langt mere snævert, end det oprindeligt var tænkt.
Folketingets 7. princip skulle sikre patienter adgang til afvist medicin i særlige tilfælde. Men i d
Det gælder for eksempel tidligere formand for Etisk Råd, Leif Vestergaard Pedersen. Han var direktør i Kræftens Bekæmpelse, da Medicinrådet blev etableret og havde i den forbindelse løbende dialog med en række af Folketingets sundhedsordførere.
"Oprindeligt var det tænkt sådan, at hvis der var særlige kliniske argumenter eller særlige forhold hos den enkelte patient, skulle det tages med i betragtning. Der, hvor man siger: Her er virkelig et gennembrud til patienterne, og her findes ikke nogen anden behandling i forvejen – det er det, jeg gennem min mangeårige kontakt med sundhedspolitikere har opfattet, at de mener, når de taler om det 7. princip. Men det er ikke sådan, regionerne fortolker princippet i dag," siger han.
En del af grunden er måske, at det kan være svært at beskrive en intention, mener Leif Vestergaard Pedersen, som desuden sad i Medicinrådet som patientrepræsentant fra rådets etablering i 2017 til 2022. Men, tilføjer han, det var måske alligevel værd at give et forsøg.
”Det er svært at skrive på et papir, præcis hvilke situationer der skal være omfattet. Men det burde man efter min opfattelse gøre, og så burde man helt præcist instruere de mennesker, som sidder og skal prioritere, så de ikke er i tvivl.”
"Det er vores oplevelse, at både klinikere og patienter har vanskeligt ved at forstå, hvornår det er relevant at søge, og hvad der er begrundelsen for afslag," siger direktør i Danske Patienter, Morten Freil.
Principperne vægter lige tungt
Ifølge tidligere sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, Liselott Blixt, der som en del af forligskredsen selv var med til at forhandle principperne på plads, var tanken netop, at det skulle være en konkret klinisk vurdering, som i sidste ende afgjorde, om patienterne fik en behandling eller ej. Det måtte ikke være økonomien, der ”fik det sidste ord”.
"Jeg insisterede dengang på at få princippet med, fordi vi netop ville sikre, at økonomien ikke blev det eneste, der talte. Alle sagde, at det selvfølgelig ikke skulle være pengene, der afgjorde det for den enkelte patient," siger Liselott Blixt.
Jakob Kjellberg peger dog på, at det 7. princip også skal forstås som en del af en samlet prioriteringsmodel, hvor flere hensyn indgår samtidig. Ifølge ham er det for eksempel ikke nok, at en patient har et stærkt behandlingsønske, hvis vedkommendes kliniske situation ikke adskiller sig fra andre sammenlignelige patienters situation og andre hensyn – for eksempel økonomi – taler mod behandling.
Han fremhæver Elahere-sagen som et eksempel på, at de øvrige prioriteringsprincipper kan få større vægt i den konkrete vurdering.
"I denne sag har de andre principper været inde at bestemme, og den er nok især faldet på det sjette princip, som står stærkt, i og med at prisen er høj, og effekten er så relativt lille."
I det 6. princip (”Mere sundhed for pengene”) står der blandt andet: ”Såfremt et nyt lægemiddel skal være standardbehandling, skal der således være et rimeligt forhold mellem prisen på det nye lægemiddel og den merværdi, som lægemidlet vurderes at kunne tilbyde sammenlignet med eksisterende standardbehandling.”
Derfor er der i hans øjne ikke noget mærkeligt i, at hospitalerne heller ikke bruger penge på at indføre en test for at identificere patienter til en behandling, som Medicinrådet har vurderet ikke står mål med prisen. Elahere giver mediant patienterne fire måneders ekstra levetid.
Kritikken er ikke ny
Debatten om 7. princip er langt fra begrænset til Elahere-sagen. Allerede i 2024 advarede Leif Vestergaard Pedersen, som på det tidspunkt var patientrepræsentant i Medicinrådet, om, at klinikere var usikre på, hvornår det gav mening at søge om individuel ibrugtagning af et lægemiddel. Han kritiserede samtidig regionerne for aldrig for alvor at have forklaret, hvordan princippet skulle administreres i praksis.
Og så sent som i juni 2026 kritiserede Epilepsiforeningen regionernes afslag på to ansøgninger om individuel ibrugtagning af epilepsilægemidlet fenfluramin til patienter med den alvorlige epilepsisygdom Lennox-Gastaut syndrom.
Fenfluramin-sagen blev tidligere på året omtalt, hvor også neurolog og tidligere cheflæge på epilepsihospitalet Filadelfia Kern Olofsson gav udtryk for at have forventet, at udvalgte patienter fortsat ville kunne få adgang til behandlingen gennem individuel ibrugtagning, selvom Medicinrådet havde afvist den til standardbehandling.
”Hvis også dispensationssporet er ved at lukke, så er der en lille gruppe meget syge børn, som reelt bliver efterladt uden flere muligheder for behandling,” sagde Kern Olofsson blandt andet.
Først afslog Medicinrådet Fentepla (fenfluramin) som standardbehandling til børn fra to år og opefte
Epilepsiforeningen har på den baggrund efterlyst en evaluering af de regionale lægemiddelkomitéers praksis.
Flere klinikere har da også gennem tiden udtrykt frustration over, at ansøgninger til individuel ibrugtagning af lægemidler konsekvent afvises og efterlader klinikere med indtrykket af, at 7. princip reelt ikke fungerer.
Det kan få betydning for, hvor mange ansøgninger der i praksis bliver sendt afsted, siger en erfaren kliniker, som ønsker at være anonym, til Medicin & Evidens:
"Man søger typisk kun om individuel ibrugtagning til de patienter, man som kliniker vurderer er de mest oplagte kandidater. Hvis erfaringen samtidig er, at de ansøgninger alligevel ikke fører til adgang til behandling, vil man før eller siden naturligt stoppe med at søge flere," siger lægen.
Danske Regioner oplyser dog til Medicin&Evidens, at antallet af ansøgninger om individuel ibrugtagning er steget fra 97 i 2018 til 541 i 2024, mens 370 ud af 541 ansøgninger i 2024 endte med en godkendelse. Tallene for 2025 er endnu ikke offentliggjort.
Behov for ny diskussion
Sundhedsjurist og lektor ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet Jakob Wested mener,mener, at en del af forklaringen på usikkerheden om fortolkningen af det 7. princip skal findes i selve indholdet.
"Det 7. princip er efter min vurdering for vagt formuleret. Der mangler klare kriterier for, hvilke situationer princippet er tænkt til at håndtere, og hvad der skal være opfyldt, før det bringes i anvendelse," siger han.
Ifølge Jakob Wested giver princippet god mening i situationer, hvor der er tale om meget individuelle lægefaglige vurderinger, eksempelvis ved sjældne sygdomme eller særlige patientforløb. Men når der er tale om klart definerede patientgrupper som i Elahere-sagen, bliver grænserne efter hans mening mere uklare.
Behandling med Elahere har kun vist effekt for en særlig gruppe af æggestokkræftpatienter, og Medicinrådet har vurderet, at det i Danmark vil dreje sig om cirka 50 patienter om året.
Jakob Wested understreger, at selvom det er meget forståeligt, at lægerne gerne vil kunne tilbyde deres patienter et lægemiddel, som måske kan give dem længere tid at leve i, er man i et samfundsperspektiv nødt til at se helheden.
”Det er meget menneskeligt forståeligt, at man som læge gerne vil kunne hjælpe sine patienter, men de 770.000 kroner, som det koster per patient i dette tilfælde, går fra et andet sted. Derfor er det virkelig vigtigt med en klar fælles ramme som bagstopper, så lægen kan have sin holdning, mens vi som samfund stadig har den faste ramme at læne os op ad,” siger Jakob Wested og efterlyser dermed også en mere grundlæggende diskussion af, hvilken rolle princippet egentlig skal spille.
"Hvad skal karakteren af det 7. princip være? Hvor vidtgående beslutninger skal man kunne træffe under det? Hvad kan det skib egentlig bære? Det mener jeg, at vi mangler en diskussion om."
"Det 7. princip er efter min vurdering for vagt formuleret. Der mangler klare kriterier for, hvilke situationer princippet er tænkt til at håndtere, og hvad der skal være opfyldt, før det bringes i anvendelse," siger Sundhedsjurist og lektor ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, Jakob Wested.
”De kan ikke være syv vetoer”
Jakob Kjellberg er enig i, at der kan være grund til at genbesøge de syv principper for prioritering af sygehusmedicin, som i 2016 blev stemt igennem af et enigt Folketing.
"De syv principper kom lidt hurtigt dumpende ind fra højre i sin tid. Det kunne være sundt at genbesøge dem og få en større fælles refleksion og diskussion om, hvad de betyder, og hvad vi konkret mener med dem,” siger han.
Jakob Kjellberg mener samtidig, at der kan være behov for større logisk konsistens i principperne.
"Når man har et prioriteringsinstitut, som skal til- og fravælge det, der giver samfundet mere eller mindre sundhed for pengene, kunne det være sundt at få en mere åben diskussion af, hvordan principperne hænger sammen, for de kan ikke være syv vetoer.”
Ingen tør tage debatten
For Jakob Kjellberg peger debatten på et mere grundlæggende problem.
"Det er svært at få en reel diskussion af prioritering i sundhedsvæsenet, fordi man sjældent taler åbent om, hvordan de forskellige hensyn skal vægtes i forhold til hinanden."
Han peger på, at debatten ofte kommer til at handle om enkeltsager, mens de grundlæggende spørgsmål om prioritering sjældnere bliver diskuteret åbent.
"En indholdsmæssig meningsfuld diskussion er enormt svær. Der er ikke rigtig nogen, der har turdet tage den debat for alvor," siger han og tilføjer, at det samtidig stiller Medicinrådet et svært sted, når principperne kan fortolkes forskelligt, uden at der er politisk enighed om, hvordan de skal vægtes.
"For samfundets skyld burde vi tage den snak," tilføjer han.
Danske Regioner forholder sig ikke direkte til Medicin & Evidens’ spørgsmål om, hvorvidt regionerne deler bekymringen om, at patienter og klinikere kan have svært ved at gennemskue, hvordan de syv principper vægtes mod hinanden. De svarer heller ikke på, om anvendelsen af principperne i dag er tilstrækkeligt transparent og ensartet.
I et skriftligt svar til Medicin & Evidens henviser organisationen i stedet til den kommende evaluering af Medicinrådet, som blandt andet skal undersøge, hvordan prioriteringsprincipperne anvendes i praksis.
"Åbenhed og ensartethed i Medicinrådets vurderinger er vigtigt for patienter og sundhedsvæsnet, og Danske Regioner ser frem til den kommende evaluering af Medicinrådet," skriver regionernes presseafdeling i en mail.
