De var med til at forme det 7. princip: Patienternes kattelem fungerer slet ikke som tiltænkt

Folketingets 7. princip skulle sikre patienter adgang til afvist medicin i særlige tilfælde. Men i dag er ordningen blevet så restriktiv, at den ikke længere fungerer som tiltænkt, lyder det fra tidligere sundhedsordfører Liselott Blixt og daværende patientrepræsentant i Medicinrådet, Leif Vestergaard Pedersen. Regionerne afviser kritikken.

Da Folketinget i 2016 gav regionerne grønt lys til at oprette Medicinrådet, skete det på én vigtig betingelse: Patienter skulle fortsat have mulighed for at få adgang til lægemidler, som Medicinrådet havde afvist som standardbehandling, hvis særlige forhold talte for det.

Derfor blev det såkaldte 7. princip skrevet ind i den politiske aftale, der lå til grund for Medicinrådets oprettelse. Her står blandt andet “Det skal være muligt ud fra en konkret lægefaglig vurdering at behandle med lægemidler, som er afvist til standardbehandling.”

Men flere af de personer, der var med til at forme systemet, mener i dag, at regionerne har fjernet sig markant fra den oprindelige intention. Det gælder blandt andet tidligere sundhedsordfører for Dansk Folkeparti Liselott Blixt, som selv var med til at forhandle de syv principper på plads.

Hun mener, at det 7. princip reelt ikke er en mulighed for patienterne i dag.

"Det kan lige så godt stryges, for det bruges ikke. Så må vi kigge hinanden i øjnene og sige: Det her princip findes ikke længere," siger Liselott Blixt.

Kritikken kommer efter Medicin & Evidens' afdækning af den manglende adgang til kræftlægemidlet Elahere for en gruppe patienter med æggestokkræft. Aktindsigter fra de fem regioner viser, at ingen patienter har fået adgang til behandlingen gennem ordningen for individuel ibrugtagning siden Medicinrådets afvisning i december 2025.

Samtidig har Medicin & Evidens dokumenteret, at landets største kræftafdelinger ikke tilbyder den test, som er nødvendig for at afklare, om patienterne er kandidater til behandlingen.

Og senest kunne Medicin & Evidens så fortælle historien om den danske kræftpatient Maj Hessel, som er flyttet til Berlin for at bevare adgang til behandling med Elahere – alt imens regningen alligevel lander i Danmark.

”Man tæller penge i stedet”

Ifølge Liselott Blixt var hensigten med det 7. princip, at patienter med særlige kliniske forhold fortsat skulle kunne få adgang til behandling. Men efter hendes opfattelse er økonomiske hensyn gradvist kommet til at dominere i stedet.

"Jeg insisterede dengang på at få princippet med, fordi vi netop ville sikre, at økonomien ikke blev det eneste, der talte. Alle sagde, at det selvfølgelig ikke skulle være økonomien, der afgjorde det for den enkelte patient, men at man skulle sikre den bedste medicin til hver enkelt,” siger Liselott Blixt, som ikke mener, at det er tilfældet i dag.

"Det er blevet mere og mere legitimt at sige, at det er nødvendigt at bruge pengene bedst. Man bruger ikke det 7. princip, som det er i dag – man tæller penge i stedet,” fortsætter hun.

Tidligere formand for Etisk Råd Leif Vestergaard Pedersen, som også var tæt inde over tilblivelsen af det 7. princip, er ligeledes blandt kritikerne af, hvordan princippet fortolkes i dag.

"Oprindeligt var det tænkt sådan, at hvis der var særlige kliniske argumenter eller særlige forhold hos den enkelte patient, skulle det tages med i betragtning. Men det er ikke sådan, regionerne fortolker det 7. princip i dag," siger Leif Vestergaard Pedersen, som sad i Medicinrådet som patientrepræsentant fra rådets etablering i 2017 til 2022. 

”Den nuværende fortolkning er efter min mening en meget snæver fortolkning, hvor økonomien vægtes højere end patienten og er afgørende for, om man tilbyder en behandling,” siger han.

Leif Vestergaard Pedersen var direktør i Kræftens Bekæmpelse, da Medicinrådet – og den politiske aftale omkring det, herunder de syv principper – blev etableret. Han havde løbende dialog med en række af Folketingets sundhedsordførere om intentionerne bag aftalen.

"Når jeg er så skråsikker på, hvordan princippet oprindeligt var tænkt, er det netop derfor."

Leif Vestergaard Pedersen var i løbende dialog med sundhedsordførerne, da de syv principper blev til. Derfor mener han at kende intentionen bag det 7. princip.

”Regionerne er gået for langt”

Efter Leif Vestergaard Pedersens opfattelse blev det 7. princip forhandlet på plads for at skabe plads til patienter, hvor der var særlige kliniske omstændigheder på spil – for eksempel patienter, som af forskellige årsager ikke har kunnet modtage tidligere behandling, eller som reagerer atypisk på standardbehandling.

Det betyder med andre ord, at en anbefaling fra Medicinrådet om, at et nyt lægemiddel ikke skal indgå i standardbehandlingen, ikke skal ses som en fuldstændig afvisning eller forbud, men som netop dét: en anbefaling. Medicinrådets næstforperson Jannik Brennum har ved forskellige lejligheder turneret med samme budskab, blandt andet i et LinkedIn-opslag tidligere i 2026.

I praksis ser det dog ikke ud til, at det er sådan, Medicinrådets vurderinger bliver opfattet, siger Leif Vestergaard Pedersen.

"I virkeligheden fortolker regionerne det langt hen ad vejen sådan, at når Medicinrådet har sagt nej, så er det et endeligt nej. Og når det er tilfældet, synes jeg, at de er gået for langt i forhold til det, ordførerne sammen med ministrene formulerede i sin tid."

Ifølge Leif Vestergaard Pedersen er fokus gradvist flyttet fra den enkelte patients situation til mere generelle vurderinger af pris og effekt.

”I dag har man flyttet overvejelserne og vurderingerne fra de kliniske læger til – undskyld, jeg siger det – men papirlæger, som ofte er langt væk fra den daglige klinik, og langt væk fra de patienter det drejer sig om, så har man efter min mening fjernet sig rigtig langt fra det, Folketinget mente, da de lavede det 7. princip. Så bliver det for snævert," siger han.

Og skulle man være i tvivl om, hvor Leif Vestergaard Pedersen placerer ansvaret, falder svaret prompte: "Det er hundrede procent regionernes ansvar."

Regionerne afviser kritikken

Danske Regioner kan dog ikke genkende kritikken af, at der skulle være en for snæver brug af 7. princip. Tværtimod, lyder det i en mail fra regionernes presseafdeling, er antallet af ansøgninger om individuel ibrugtagning steget – fra 97 i 2018 til 541 i 2024.

"I 2024 endte 370 ud af 541 ansøgninger med en godkendelse," skriver presseafdelingen til Medicin&Evidens. Tallene for 2025 er endnu ikke offentliggjort.

Samtidig afviser regionerne, at ordningen er tænkt som en alternativ vej til lægemidler, som Medicinrådet har sagt nej til. I deres videre skriftlige svar lægger de sig umiddelbart ret tæt op ad Leif Vestergaard Pedersens opfattelse af princippet:

"Det 7. princip handler om, hvorvidt der er særlige individuelle forhold, der gør, at patienten skal have anden behandling end standardbehandlingen. Det kan for eksempel være, hvis Medicinrådets anbefalinger bygger på studier med en anden målgruppe end den, som den pågældende patient tilhører, eller hvis den pågældende patient ikke kan tåle standardbehandlingen,” skriver Danske Regioners presseafdeling.

Regionerne advarer desuden mod at udvide anvendelsen af ordningen. Hvis dispensations-sporet bliver for bredt, risikerer hele prioriteringsmodellen at blive undermineret, lyder det i mailen fra Danske Regioner.

"Det er ikke en 'second opinion' til Medicinrådet, og forventningen er derfor heller ikke, at det skal bruges i stor stil. Hvis rammerne for individuel ibrugtagning udvandes, vil det give lægemiddelvirksomhederne et incitament til ikke at søge Medicinrådet og til ikke at indgå i prisforhandlinger med Amgros. På den måde vil færre lægemidler blive standardbehandling."

Et system, der spænder ben for sig selv?

Kritikerne peger dog på, at Elahere-sagen samtidig illustrerer en mere grundlæggende udfordring ved det 7. princip. I den pågældende sag har Medicinrådets nej nemlig udløst en nærmest kafkask situation, hvor hospitalerne orienterer sig mod Medicinrådets ikke-anbefaling og derfor ikke udbyder den test, som patienterne skal bruge for at finde ud af, om de er kandidater til behandlingen.

Men patienterne kan ikke søge dispensation uden at få testen. Dermed er de fanget i et loop.

Flere af landets største kræftafdelinger bekræfter direkte over for Medicin & Evidens, at det er Medicinrådets afvisning af behandlingen, som er årsagen til, at testen ikke er implementeret, da den ikke har ”behandlingskonsekvens”. Herlev og Gentofte Hospital skriver for eksempel:

”Medicinrådet ikke har anbefalet brug af mirvetuximab soravtansine til platinresistent ovariecancer. Derfor tilbyder afdelingen ikke FRα-testning af patienter med ovariecancer, da det ikke får behandlingsmæssig konsekvens. Der er heller ikke mulighed for at søge om individuel adgang,” lyder det i en mail fra hospitalets presseafdeling.

Sundhedsjurist og lektor ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, Jakob Wested, mener, at sagen rejser et mere principielt spørgsmål om patienternes rettigheder.

”Det er regionernes opgave at sikre, at man som patient faktisk kan bruge de rettigheder, man har. Du har ikke ret til en bestemt behandling, men hvis der ikke er diagnostisk mulighed, bliver du samtidig afskåret muligheden for, at en læge kan søge behandling til dig gennem det 7. princip. Det er regionernes ansvar, at sådanne rettigheder ikke bliver illusoriske,” siger han.

Det er regionernes opgave at sikre, at patientrettigheder ikke er illusoriske, siger sundhedsjurist Jakob Wested.

”Ikke en velfærdsstat værdigt”

Jakob Wested bakkes op af Freja Brandhøj, som er sundhedsordfører for Liberal Aliiance (LA). Man kan ikke afvise patienter fra en behandling, hvis man samtidig undlader at undersøge, om de er kandidater til den, lyder det fra hende:

"Hvis et enkeltpatientspor skal have troværdighed, skal det være en reel mulighed og ikke blot en teoretisk konstruktion. Adgang til relevant testning bør ikke afhænge af, om Medicinrådet har anbefalet et lægemiddel som standardbehandling eller ej," siger Freja Brandhøj.

Ifølge hende er det ikke ”en velfærdsstat værdigt” at bede alvorligt syge patienter og pårørende om selv at navigere gennem et virvar af regler, afslag og manglende testning.

”En velfærdsstat skal måles på, hvordan den behandler mennesker, når de er allermest sårbare. Her ser vi et system, der gør det modsatte: Det gør vejen til behandling mere besværlig for patienterne,” siger hun.

Danske Regioner har ikke ønsket at kommentere på den konkrete sag, og Medicinrådet skriver i en mail, at rådet grundet den manglende anbefaling af Elahere ikke har ”yderligere kommentarer til hospitalernes brug af FRα-test.”

Medicin & Evidens har også forsøgt at række ud til Sundhedsstyrelsen, som er ansvarlig for, at regionerne tilbyder relevante behandlinger og diagnostik. Styrelsen sender dog bolden tilbage til regionerne:

”Det er regionerne, der som driftsherrer på sygehusområdet fastlægger, hvilke test og analyser, der er behov for, for at kunne tilrettelægge den relevante medicinsk kræftbehandling,” skriver Sundhedsstyrelsens presseafdeling i en mail.

"Så ville det være bedre at bruge 7. princip"

Professor emeritus i sundhedsøkonomi Jes Søgaard mener, at Elahere-sagen illustrerer en bredere udvikling i dansk medicinprioritering, hvor sundhedsøkonomien bliver mere og mere presset, hvilket igen fører til, at regionerne i en stræben efter besparelser kan ende med at spænde ben for sig selv. 

”Denne sag, hvor en dansk patient ender med at måtte tage til Tyskland for at få behandling, alt imens Danmark alligevel ender med at betale, fortæller noget om det ironiske i, hvor vi er nået til. Så ville det jo selvfølgelig være bedre at bruge det 7. princip,” siger han.

”Når tingene vikler sig ind i hinanden, og vi ikke engang kan teste patienterne for, om de er kandidater til behandlingen, får jeg lyst til at spørge: Hvad Søren mener politikerne så, når de siger, at vi har sundhedssystem i verdensklasse?”

Søgaard bakker op om analysen af, at det var en grundlæggende forudsætning for Medicinrådets oprettelse, at der fortsat skulle være mulighed for undtagelser i særlige tilfælde.

"Hele grundlaget for, at Folketinget gav regionerne lov til at oprette Medicinrådet og lave cost-effectiveness-analyser, var, at der skulle være en kattelem, og derfor er det meget problematisk, hvis den er ved at blive udhulet,” siger han.

Han mener derfor, at der er grund til bekymring, hvis adgangen til individuel ibrugtagning bliver stadig vanskeligere.

"Jeg vil ikke afvise, at der kan være gode argumenter for, at Elahere ikke skal være standardbehandling. Men hvis man ikke vil anbefale den generelt, burde der i det mindste være lettere adgang til dispensation."

I modsætning til Leif Vestergaard Pedersen placerer han dog ikke hovedansvaret hos regionerne.

"Jeg mener snarere, at det er resultatet af en kynisk politik fra skiftende regeringer – især de seneste tre-fire år – hvor Finansministeriet i høj grad har fået lov til at stramme skruen på regionernes sundhedsudgifter," siger han.

”Når tingene vikler sig ind i hinanden, og vi ikke engang kan teste patienterne for, om de er kandidater til behandlingen, får jeg lyst til at spørge: Hvad Søren mener politikerne så, når de siger, at vi har sundhedssystem i verdensklasse?” spørger Jes Søgaard.

Freja Brandhøj peger ligeledes pilen i retning af politikerne:

"Ansvaret er delt, men patienterne er dem, der betaler prisen for et system, der ikke hænger sammen. Medicinrådet træffer beslutninger inden for de rammer, de har fået, regionerne har ansvaret for den kliniske praksis, og politikerne har ansvaret for, at systemet samlet set fungerer,” siger hun.

”Når regler, økonomi og organisering spænder ben for patienterne, er det i sidste ende et politisk problem.”

”Når regler, økonomi og organisering spænder ben for patienterne, er det i sidste ende et politisk problem," siger Freja Brandhøj (LA).

Selvom regionerne i sidste ende sidder med afgørelserne, er det regeringen, der har ansvaret, lyder det samstemmende fra Liselott Blixt:

"Man kan ikke blive ved med at pålægge sundhedsvæsenet flere opgaver, flere patienter og flere krav, hvis pengene ikke følger med,” siger hun.

"Regionerne sidder med møget og skal få pengene til at række. De kan jo ikke bare hente flere penge et andet sted. Derfor er det for nemt, når skiftende regeringer bare sender ansvaret videre, mens presset på sundhedsvæsenet vokser."