Analyse: Europas billige medicin kan ende med at koste dyrt

Amerikansk medicinpolitik er begyndt at bremse nye lægemidlers vej ind i Europa, og små markeder som Danmark står særligt udsat. I flere europæiske lande er adgangen til ny medicin begyndt at ændre sig – og idéen om at bruge Europas priser til at presse de amerikanske ned er ikke længere kun Trump-politik.

I mange år var forskellen mellem amerikanske og europæiske lægemiddelpriser først og fremmest amerikanernes problem. Europæiske lande forhandlede priserne ned, amerikanerne betalte langt mere, og lægemiddelvirksomhederne accepterede forskellen, fordi USA alligevel var det marked, hvor den store indtjening lå.

Den arbejdsdeling er ved at slå revner.

Siden den amerikanske Most Favored Nation-politik (MFN) blev annonceret i maj 2025, er antallet af europæiske lægemiddellanceringer faldet markant. Ifølge analysevirksomheden GlobalData var der omkring 35 procent færre lanceringer i Europa i de 10 måneder efter udmeldingen end i de 10 måneder før, og faldet var endnu større i flere af de lande, som indgår i den amerikanske prisdiskussion. Tallene kan ikke i sig selv bevise, at MFN er årsagen, men de falder sammen med, at virksomhederne har fået en ny og ganske håndgribelig grund til at tænke sig om, før de accepterer en lav europæisk pris.

For hvis en dansk pris kun gælder Danmark, er konsekvensen af en hård rabat begrænset for en global koncern. Danmark er trods alt et marked med kun knap seks millioner mennesker. Men hvis den samme pris bliver brugt til at presse betalingen ned i USA, ændrer rabatten karakter: Den kan blive billig for Danmark og meget dyr for producenten.

Et nyt Research Letter i JAMA Health Forum illustrerer størrelsesforskellen ganske godt. Forskerne sammenlignede blandt andet, hvor meget en række europæiske lande, herunder Danmark, bruger på medicin, med Medicares medicinudgifter i USA. Danmarks samlede lægemiddeludgifter svarede til 0,9 procent af Medicares, Norges til 1,0 procent og Schweiz' til 3,9 procent.

De analyserede lægemidler blev FDA-godkendt mellem 2015 og 2019, altså længe før den aktuelle politik. 

Studiet viser ikke, at MFN allerede har fået virksomhederne til at holde lægemidler ude af disse lande. Pointen er en anden: USA’s brug af EU’s lægemiddelpriser som pejlemærke for sine egne priser, kan give virksomhederne et incitament til at forsinke lanceringer i de små lande eller holde priserne højere. Det er også forskernes egen konklusion.

Dermed får små lande som Danmark et problem, som vores lands størrelse hidtil har skånet os for. 

Det har været muligt at presse prisen på et lægemiddel hårdt, fordi en producent i sidste ende kun risikerede at miste salget på et lille marked. Hvis den danske pris kan få betydning for amerikansk omsætning, kan tabet ved at acceptere den pludselig blive langt større end værdien af selve det danske marked.

De første danske faresignaler er allerede dukket op. I februar trak Amgen kolesterollægemidlet Repatha (evolocumab) fra det danske marked, hvorefter mere end 2.000 patienter skulle overgå til anden behandling. Amgen henviste til ændrede globale markedsvilkår og gjorde klart, at selskabet ikke længere kunne levere lægemidlet på de gældende danske udbudsbetingelser.

I maj pegede Danske Regioner på den samme mekanisme som en risiko. Danmark er, skrev regionerne, udvalgt som amerikansk sammenligningsland, og det kan give virksomhederne incitament til enten at udskyde lanceringen af nye lægemidler eller anvende mere faste ”take it or leave it”-priser for at undgå, at lave danske priser påvirker prisniveauet i USA.

Men Repatha er ét opsigtsvækkende eksempel, ikke dokumentation for, at virksomhederne generelt er begyndt at vælge Danmark fra. Så sent som 10. juni sagde Medicinrådets direktør Søren Gaard til Medicin & Evidens, at rådet ikke havde set en strukturel nedgang i antallet af ansøgninger. Nogle ansøgninger så ud til at komme lidt senere end normalt, men billedet var ikke, at virksomhederne havde forladt Danmark. Også Amgros-direktør Flemming Sonne advarede i maj mod forhastede konklusioner overfor Medicin & Evidens. Amgros havde på det tidspunkt ikke set dramatiske konsekvenser af MFN.

Der er dog grund til at se nærmere på de lande omkring os, hvor udviklingen er kommet længere.

I Sverige henviste brancheorganisationen Lif i april til GlobalData-tal, som viste et fald i antallet af lægemiddellanceringer på 56 procent i Sverige i de ti måneder efter MFN-udmeldingen mod 35 procent i Europa samlet. Lif pegede samtidig på, at svenske listepriser ligger 18 procent under det europæiske gennemsnit, og vurderede på den baggrund, at Sverige er særligt udsat. Det er en brancheanalyse og dermed ikke neutral dokumentation for årsagen til faldet.

Lægemidler bliver holdt tilbage

I andre tilfælde behøver man ikke spekulere i virksomhedernes motiv. Selskaberne har nemlig selv fortalt om det.

Insmed fik i november 2025 europæisk markedsføringstilladelse til Brinsupri (brensocatib) og havde oprindeligt planlagt at begynde udrulningen i Europa i første halvår af 2026. Siden blev dele af lanceringen sat på hold. I maj gjorde Insmeds administrerende direktør William Lewis det klart, hvorfor planerne var bremset:

“Det interessante ved MFN er, at det har fået os til at sætte vores lanceringsarbejde i Europa og Storbritannien på pause.”

Schweiz giver et endnu mere opsigtsvækkende eksempel, om end også her med en vigtig kildekritisk reservation. Den schweiziske brancheorganisation Interpharma offentliggjorde 13. august en anonymiseret undersøgelse blandt sine egne medlemsvirksomheder. Blandt 22 nye innovative lægemidler var 7 ifølge virksomhedernes egne besvarelser ikke blevet indsendt til optagelse på den schweiziske refusionsliste på grund af MFN, mens tre heller ikke var blevet sendt til den schweiziske lægemyndighed Swissmedic med henblik på markedsføringstilladelse.

Det er industriens egen opgørelse og dens egen angivelse af årsagen, og tallene er derfor ikke det samme som en uafhængig analyse af alle nye lægemidler i Schweiz. Alligevel er forskellen væsentlig: Hvis virksomhedernes oplysninger står til troende, handler problemet ikke længere kun om prisforhandlinger, der trækker ud eller ender med et nej. I nogle tilfælde begynder processen slet ikke.

Samtidig er de store selskaber blevet stadig mere åbne om, at den amerikanske politik spiller ind i deres europæiske dispositioner. AstraZenecas onkologidirektør David Fredrickson sagde i juli til mediet Reuters, at selskabets prisstrategi for nye lanceringer havde ændret sig som reaktion på MFN. Eli Lilly’s koncerndirektør (EVP) og chef for alle markeder uden for USA, Patrik Jonsson, udtalte i slutningen af juni, at MFN vil spille en rolle ved alle kommende lanceringer og blandt andet påvirker forhandlingerne om selskabets fedmebehandlinger i Europa.

Det betyder ikke, at enhver industriel advarsel bør tages for pålydende. Virksomhederne har en åbenlys interesse i at overbevise europæiske betalere om, at meget lave priser kan få konsekvenser. Men når advarslerne begynder at følges af konkrete ændringer i prisstrategier, forsinkede lanceringer og i enkelte lande helt undladte ansøgninger, bliver de vanskeligere blot at afskrive som forhandlingstaktik.

Danmark står midt i den amerikanske model

For Danmark er forbindelsen til USA heller ikke længere teoretisk.

I den amerikanske forsøgsordning GENEROUS bruger myndighederne priser fra blandt andet Danmark, Schweiz og en række andre rige lande som pejlemærke for, hvad medicin bør koste i USA. Udgangspunktet er den næstlaveste pris blandt landene, efter at rabatter og andre prisnedslag er trukket fra, og priserne er justeret for forskelle i købekraft. Dermed kan en dansk nettopris få betydning, også selv om den ikke er offentligt tilgængelig.

GENEROUS er frivillig og omfatter ikke hele det amerikanske lægemiddelmarked, så modellen skal ikke gøres større, end den er. Men den gør princippet konkret: En pris forhandlet i Danmark kan indgå direkte i beregningen af, hvad et lægemiddel skal koste i USA.

Samtidig har USA åbnet en anden front i konflikten om Europas priser. Den amerikanske handelsrepræsentant USTR indledte 18. juni en såkaldt Section 301-undersøgelse af Tysklands lægemiddelpolitik med den udtrykkelige påstand, at tyske regler holder priserne på innovative lægemidler under et rimeligt markedsniveau og dermed lader amerikanske patienter bære en uforholdsmæssig stor del af udgifterne til global lægemiddelinnovation. Det er den amerikanske regerings anklage, ikke en fastslået kendsgerning, og det er netop det, undersøgelsen skal tage stilling til.

Næsten samtidig valgte Tyskland at stramme sin egen udgiftspolitik. Fra januar 2027 skal producenterne give større rabatter på mange af de nyere, patentbeskyttede lægemidler, som betales af den tyske sygesikring. Den lovpligtige rabat stiger som udgangspunkt fra 7 til 15,5 procent, mens blandt andet visse kopipræparater og andre lægemidler er undtaget.

Det er i denne dobbelte bevægelse, at konflikten bliver tydelig. USA forsøger at trække sine priser ned mod de europæiske, mens europæiske sundhedsvæsener fortsat har alle de gamle grunde til at holde deres egne priser nede: flere dyre behandlinger, aldrende befolkninger og sundhedsbudgetter, der i forvejen er pressede. Jo tættere priserne på de to kontinenter bliver bundet sammen, desto vanskeligere bliver det at forfølge de to mål uafhængigt af hinanden.

Det gamle danske regnestykke er ændret

Danmark har reageret ved at nedsætte en national MFN-taskforce med ministerier, regioner, industri og patientorganisationer, som blandt andet skal følge konsekvenserne for patientadgang, kliniske forsøg og dansk life science.

Det giver god mening, for den danske forhandlingsmodel har længe hvilet på en styrke, der næsten var et paradoks. Og der er endnu en grund til, at Europa ikke bør betragte problemet som noget, der nødvendigvis forsvinder med Donald Trump. Demokraterne i Senatets finansudvalg har i juni sendt en række forslag om amerikanske lægemiddelpriser i høring, og blandt dem står international prissætning helt centralt. De ønsker blandt andet input til modeller, hvor internationale priser kan indgå som faktor i Medicares prisforhandlinger eller være med til at sætte loftet over den pris, Medicare kan forhandle sig frem til. 

Det er endnu ikke lovgivning, og Demokraternes modeller er ikke identiske med Trumps MFN-politik, men selve grundideen har bevæget sig over partiskellet: USA skal kunne bruge lavere priser i andre rige lande som løftestang mod sine egne.

Det betyder ikke, at nye lægemidler nu vil holde op med at komme til Danmark. Der er heller ikke grundlag for at konkludere, at Danmark allerede oplever en strukturel nedgang i virksomhedernes ansøgninger, og enhver producent, der nævner MFN ved et dansk forhandlingsbord, sidder ikke nødvendigvis med en troværdig trussel.

Men noget har alligevel flyttet sig. For et år siden var diskussionen hovedsageligt en økonomisk hypotese om, hvad virksomhederne kunne finde på at gøre, hvis en lav pris i Europa begyndte at koste dem penge i USA. I dag er konsekvenserne blevet mere konkrete: Virksomheder siger åbent, at MFN påvirker deres prisstrategi, europæiske lanceringer er blevet udskudt, en schweizisk brancheundersøgelse viser, at selskaber helt har undladt at søge om godkendelse, og i amerikanske prismodeller indgår danske priser nu direkte i regnestykket.

Vi ved endnu ikke, hvor omfattende konsekvenserne bliver for Danmark. Men vi behøver ikke længere forestille os den mekanisme, der kan skabe dem.