
Ifølge Thomas Senderovitz er Pfizers beslutning endnu et signal om en udvikling, hvor virksomheder i stigende grad fravælger Danmark ved enten at undlade at søge om godkendelse af nye lægemidler eller ved at nedprioritere det danske marked. "Det er brandærgerligt for danske patienter, sundhedsvæsen og life science-industri," siger han.
Pfizer lukker for kliniske forsøg i Danmark
Fremover kommer Pfizer ikke til at placere kliniske forsøg i hverken Danmark eller Sverige, som begge er udvalgt som referencelande for USA’s meget omstridte MFN-politik. Virksomheden vil dog ikke svare på, om de to ting hænger sammen, og beslutningen kommer på et tidspunkt, hvor antallet af kliniske forsøg i Danmark i forvejen er faldende.
Medicinalgiganten Pfizer vil ikke længere igangsætte nye kliniske forsøg i Danmark, når de 17 igangværende studier er afsluttet. Det skriver Medwatch.
Beslutningen kommer blot få måneder efter, at den nationale organisation for kliniske forsøg i Danmark, Trial Nation, kunne dokumentere et fald på 12 procent i antallet af kliniske forsøg i Danmark fra 2024 til 2025. Samtidig har flere aktører inden for life science advaret om, at Danmark og Europa taber terræn til blandt andet USA og Kina.
Pfizer har ikke ønsket at stille op til interview og kobler ikke selv beslutningen til den amerikanske MFN-politik (Most Favored Nation). MFN går i korte træk ud på, at USA vil presse priserne på ny medicin ned ved at koble dem til de laveste priser i andre lande – for eksempel Danmark.
Til MedWatch har virksomheden oplyst, at beslutningen indgår i en global gennemgang af selskabets kliniske set up og ikke er begrundet med et enkelt nationalt forhold.
Beslutningen kom kun få dage efter, at Pfizer til det svenske Dagens Medicin meldte ud, at virksomheden heller ikke længere vil placere nye kliniske forsøg i Sverige.
”Det er brandærgerligt”
Pfizers beslutning lander midt i en betændt debat om Danmarks placering i det internationale pharma-kapløb. En debat, som kun er taget til i takt med, at USA’s MFN-planer er blevet mere og mere virkelige.
Ifølge Det Hvide Hus er der indtil videre blevet indgået frivillige MFN-aftaler med 17 medicinalvirksomheder. Pfizer var den første i rækken, og senere er andre store spillere som blandt andre Novo Nordisk, Astra Zeneca, Abbvie, Sanofi, Johnson & Johnson kommet til.
Uanset forklaringen er Pfizers beslutning om at trække sig fra Danmark dog er en særdeles dårlig nyhed, mener Thomas Senderovitz, som er administrerende direktør i Lægemiddelindustriforeningen, Lif.
"Det er brandærgerligt for danske patienter, sundhedsvæsen og life science-industri. Uanset hvad baggrunden er for Pfizers beslutning, så er det et signal om, at vi ikke er så attraktivt et land at drive life science i, som vi kunne være," siger han til Dagens Pharma.
Ifølge Thomas Senderovitz er Pfizers beslutning endnu et signal om en udvikling, hvor virksomheder i stigende grad fravælger Danmark ved enten at undlade at søge om godkendelse af nye lægemidler eller ved at nedprioritere det danske marked, siger han til Dagens Pharma.
Danmark er referenceland for MFN
Pfizers udmelding skal ses i en kontekst af, at kliniske studier ofte er tæt koblet til virksomhedernes samlede investeringer i et marked og dermed deres forventninger til indtjening.
Den kom som nævnt kun få dage efter, at virksomheden meldte ud, at kliniske forsøg i Sverige også er en saga blot.
Både Danmark og Sverige er udvalgt som såkaldte ’referencelande’ i MFN-regi, hvilket betyder, at USA vil måle deres nationale priser på lægemidler op mod de priser, som de bliver solgt til herhjemme.
Eftersom det amerikanske marked står for 52 procent af det globale marked for receptpligtig medicin sammenlignet med Danmarks 0,3 procent, lægger det et indirekte pres på landenes egne sundhedssystemer.
Vigtigt at forstå årsagen
Selv om Pfizers beslutning vækker bekymring, advarer flere dog også mod at drage for hurtige konklusioner. Martin Hutchings, der leder fase 1-enheden for hæmatologi på Rigshospitalet, kalder beslutningen ærgerlig, men understreger, at betydningen afhænger af årsagen.
“Det kan være, at det bare er en strategisk beslutning i Pfizer, som ikke har noget som helst med Danmark at gøre i øvrigt, og som ikke har implikationer for, hvordan andre virksomheder tænker,” siger han til Dagens Pharma.
Ifølge Hutchings er det derfor vigtigere at forstå, hvorfor Pfizer forlader Danmark, end at fokusere på Pfizer i sig selv.
Trods udviklingen er Danmark fortsat et af de lande i verden, der inkluderer flest patienter i kliniske forsøg målt per indbygger, skriver Medwatch. Samme medie kunne også fortælle, at hverken Eli Lily eller Roche har planer om at følge i Pfizers fodspor.
Samtidig viser en ny rapport fra den europæiske brancheorganisation EFPIA, at næsten alle europæiske lande taber terræn inden for klinisk forskning, mens USA og Kina styrker deres position.

