Finn Sellebjerg vurderer, at nogle patienter op til 55 år har gavn af Ocrevus – især hvis MR-scanninger viser sygdomsaktivitet.
Nye sclerose-data udfordrer Medicinrådets europæiske særgrænse
Gennemsnitsalder for diagnosen er 51 år – men Danmark har gennem syv år afskåret patienter over 45 år med primær progressiv multipel sclerose fra behandling med Ocrevus (ocrelizumab). En grænse på 45 år blev sat på trods af fagudvalgets advarsel om et spinkelt grundlag. Nye randomiserede data peger nu også på en effekt i en højere alder.
Medicinrådet valgte i sin anbefaling fra 2019 at sætte en aldersgrænse på 45 år for behandling med ocrelizumab ved primær progressiv multipel sclerose (PPMS).
Danmark gik dermed længere i sin indsnævring af indikationen end en række europæiske lande, herunder Sverige, Spanien, England, der satte grænsen ved 55 år, som var inklusionsalderen i studiet bag indikationen. I 2025 anbefalede Norge behandlingen uden fast aldersgrænse.
Aldersgrænsen på 45 år blev sat, selvom Medicinrådet vurderede, at dokumentationen for, at der er en større effekt blandt yngre patienter, var “meget lav”. Medicinrådets fagudvalg skrev ydermere, at der ikke var biologisk belæg for at sætte grænsen ved 45 år og kaldte den arbitrær.
Alligevel har grænsen på 45 år været gældende i Medicinrådets anbefaling i mere end syv år.
Dermed har en stor del af danske PPMS-patienter været afskåret fra behandling med ocrelizumab, da den gennemsnitlige alder ved diagnosen er 51 år, ifølge Det Danske Scleroseregisters årsrapport for 2025.
I dag er kun omtrent 16 procent af danske PPMS-patienter registreret som værende i gang med sygdomsmodificerende behandling som ocrelizumab.
Effekt i en højere alder
Nye fase III-data publiceret i The Lancet peger dog på, at der også er effekt for patienter i en alder op til 55 år, og at behandlingen kan reducere risikoen for forværring med 35 procent for den samlede gruppe.
”Det giver os et indtryk af, at vi i hvert fald kan sige, at nogle af patienterne op til 55 år helt klart også har gavn af medicinen. "Dem, der har sygdomsaktivitet på MR-scanningerne, har med meget stor sikkerhed en endnu større effekt,” siger professor ved Københavns Universitet Finn Sellebjerg, der leder og er overlæge på Dansk Multipel Sklerose Center ved Rigshospitalet.
Det nye studie omfatter 1.013 patienter med primær progressiv multipel sclerose (PPMS). Patienterne var mellem 18 og 65 år og havde en EDSS-score fra 3,0 til 8,0. EDSS er en skala fra 0 til 10, som bruges til at måle, hvor meget sclerose påvirker patientens funktionsevne. Jo højere tallet er, desto større er funktionsnedsættelsen.
Patienterne i det nye studie var dermed både ældre og mere funktionsnedsatte end patienterne i ORATORIO-studiet, som lå til grund for Medicinrådets anbefaling i 2019.
Patienterne blev ved lodtrækning fordelt til behandling med enten Ocrevus (ocrelizumab) eller placebo, som er en behandling uden aktivt lægemiddel. Efter op til knap tre år havde 33 procent af patienterne, der fik ocrelizumab, fået en varig forværring af deres håndfunktion eller generelle funktionsevne. Det samme gjaldt 40 procent af patienterne i placebogruppen. Behandlingen reducerede dermed den relative risiko for forværring med 30 procent.
Når forskerne alene så på patienternes hånd- og armfunktion, reducerede ocrelizumab den relative risiko for forværring med 41 procent. Håndfunktionen blev målt med 9-Hole Peg Test, hvor patienten så hurtigt som muligt skal placere og fjerne ni små pinde i huller. Her fik 16,7 procent af patienterne i ocrelizumab-gruppen en varig forværring mod 24,9 procent i placebogruppen.
Blandt patienterne på højst 55 år reducerede ocrelizumab den relative risiko for, at deres funktionsnedsættelse blev værre, med 35 procent. Resultaterne blandt patienterne over 55 år pegede også på en mulig effekt, men forskellen var ikke stor nok til, at forskerne med tilstrækkelig sikkerhed kunne udelukke, at den skyldtes tilfældigheder.
Hos de mest funktionsnedsatte patienter, som havde en EDSS-score over 6,5, reducerede ocrelizumab den relative risiko for yderligere forværring med 53 procent.
Grænsen er svær at sætte
Studiet dokumenterer dermed, at ocrelizumab virker hos en på forhånd udvalgt gruppe af patienter på op til 55 år. Finn Sellebjerg understreger dog, at studiet ikke giver et sikkert svar på, om behandlingen også virker hos patienter over 55 år.
”Det er svært at se, om det er MR-aktiviteten, der driver forskellen, eller om det er den lavere alder (end 55 år, red.). Man kan sige, at både alder og MR-aktivitet – og tilsyneladende også køn – giver relevante forskelle i, hvor godt medicinen virker,” siger Finn Sellebjerg.
MR-aktivitet betyder her, at man på MR-scanninger kan se tegn på betændelsesaktivitet i hjernen eller rygmarven. Det kan være et tegn på, at sygdommen er mere aktiv, og at patienten derfor kan have større gavn af behandlingen.
Nogle af analyserne peger desuden på, at behandlingen muligvis virker forskelligt hos mænd og kvinder. Forskellen er dog ikke statistisk sikker og kan derfor skyldes tilfældigheder.
Ifølge Finn Sellebjerg giver analyserne således ikke grundlag for at fastsætte en entydig aldersgrænse. De viser snarere, hvilke patienter der ser ud til at have størst og mindst gavn af behandlingen.
”Som jeg ser det, gør subgruppeanalyserne os klogere på, hvor der er en mere udtalt gavn af medicinen, og hvor der måske er en mindre udtalt gavn. Vi ser dog ikke data præcist for gruppen mellem 45 og 55 år, og derfor kan vi ikke afgøre, om effekten måske allerede er faldende i aldersgruppen 45 til 55-år.”
Medicinrådet var alene om snæver grænse
Medicinske Tidsskrifter har gennemgået offentligt tilgængelige afgørelser fra otte EU-lande samt Storbritannien og Norge. Sammenligningen er ikke fuldstændig, fordi detaljerede kriterier fra flere lande ikke er offentligt tilgængelige, men blandt de ti undersøgte lande skiller Danmark sig ud som det eneste land, der eksplicit har fastsat en aldersgrænse ved netop 45 år.
Den svenske anbefaling følger i vid udstrækning ORATORIO-studiets inklusionskriterier. Patienterne skal være højst 55 år, have en sygdomsvarighed på højst 15 år, en EDSS-score på højst 6,5 og tegn på inflammatorisk aktivitet på MR.
Den spanske HTA-vurdering tog udgangspunkt i en PPMS-population under 55 år, men de endelige behandlingskriterier blev overladt til de nationale pris- og lægemiddelkommissioner.
NICE valgte en anden tilgang. Den britiske myndighed vurderede, at det uden en klar biologisk begrundelse for at udelukke patienter mellem 50 og 55 år ikke var hensigtsmæssigt at fastsætte en aldersgrænse. NICE anbefalede derfor ocrelizumab til voksne med tidlig, inflammatorisk PPMS uden et fast aldersloft.
Ifølge Finn Sellebjerg skal Medicinrådets anbefaling dog ikke tages som bindende, og klinikere kan vælge at fravige. Det har de til tider gjort på Rigshospitalets sclerosecenter.
”Vi har i højere grad opfattet den som en rettesnor for, at behandlingen virker bedre hos yngre patienter. Hvis vi har haft patienter over 45 år med primær progressiv sclerose, som har haft sygdomsaktivitet på scanningerne, har vi i vid udstrækning sat dem i behandling,” siger han.
Medicinske Tidsskrifter har tidligere spurgt regionerne, om der er konsekvenser ved at fravige Medicinrådets anbefalinger. I nogle regioner bliver ekstraudgifterne til medicinen pålagt hospitalerne og afdelingerne, hvis klinikerne ikke følger Medicinrådets anbefalinger.
Revurdering på måske trapperne
Roche har nu anmodet Medicinrådet om en revurdering. Virksomheden ønsker, at aldersgrænsen hæves fra 45 til 55 år, og at anbefalingen udvides til patienter med en EDSS-score på op til 8,0. Medicinrådet modtog anmodningen den 16. april 2026.
ORATORIO-HAND var finansieret af Roche. Flere af studiets forfattere er ansat i virksomheden eller har modtaget honorarer eller forskningsstøtte fra Roche og andre lægemiddelvirksomheder.
