
Flemming Sonne, administrerende direktør i Amgros, advarer mod at drage forhastede konklusioner om, hvad den amerikanske referenceprispolitik Most Favored Nation kan få af betydning for Danmark.
Amgros-direktør om Trumps MFN-politik: Vi må ikke gå i panik
Den amerikanske referenceprispolitik Most Favored Nation (MFN) har allerede skabt reel usikkerhed om fremtidens adgang til nye lægemidler, vurderer Amgros-direktør Flemming Sonne. Han advarer mod forhastede konklusioner om, at Danmark er ved at miste sin attraktivitet som marked.
Medicin&Evidens sætter i en række artikler fokus på MFN og på, hvad amerikansk referenceprispolitik kan komme til at betyde for Danmark.
Serien afdækker de problemer, som kan opstå, hvis lave danske medicinpriser får virksomheder til at fravælge Danmark, og hvilke konsekvenser det kan få for patienters adgang til nye lægemidler, kliniske forsøg, forskning og investeringer.
Læs mere om MFN her.
USA’s nye prispolitik på lægemidler Most Favored Nation (MFN) har sendt bølger af usikkerhed gennem det internationale medicinalmarked. Modellen går i sin grundform ud på, at USA vil presse medicinpriserne ned ved at bruge priser fra udvalgte lande til at beregne en amerikansk referencepris.
Det har rejst spørgsmål om, hvorvidt lande som Danmark kan blive ramt, hvis lave danske priser pludselig får global betydning for medicinalvirksomhedernes indtjening og lanceringsstrategier.
Samtidig er Danmark kendt for et centraliseret system med hårde prisforhandlinger og nationale udbud gennem Amgros, som alene i 2025 ifølge selskabet selv opnåede besparelser på cirka 10,9 milliarder kroner gennem udbud og forhandlinger.
Men ifølge administrerende direktør i Amgros, Flemming Sonne, er den største risiko lige nu ikke nødvendigvis selve MFN-politikken.
“Den største udfordring er, hvis vi går i panik og træffer for hurtige og uigennemtænkte beslutninger,” skriver han i en mail til Medicin & Evidens.
MFN har allerede skabt usikkerhed
MFN-politikken har allerede skabt usikkerhed både hos medicinalindustrien og hos kunder som Amgros, vurderer Flemming Sonne.
“Det er helt naturligt, for endnu ved vi ikke præcist, hvilke produkter på det danske marked, der bliver omfattet, eller hvilke langsigtede konsekvenser der følger efter. For eksempel for adgang til nye lægemidler,” skriver han.
Ifølge Flemming Sonne tager Amgros bekymringerne alvorligt og har forståelse for, at medicinalvirksomhederne efterspørger større forudsigelighed.
“Den usikkerhed anerkender vi fuldt ud. Og vi forstår godt, at lægemiddelindustrien har legitime kommercielle interesser og ønsker forudsigelighed.”
Ingen dramatiske konsekvenser endnu
Selvom debatten om MFN har rejst bekymringer om blandt andet adgang til nye lægemidler og virksomhedernes villighed til at lancere produkter i mindre markeder, har Amgros endnu ikke set tydelige tegn på større ændringer.
“Vi har ikke set dramatiske konsekvenser endnu. På nuværende tidspunkt er det derfor for tidligt at konkludere, hvilke konsekvenser MFN-politikken kan få for Danmark og virksomhedernes villighed til at byde ind,” skriver Flemming Sonne.
Andre vurderer dog, at konsekvenserne allerede er begyndt at vise sig.
“Jeg ikke bare frygter konsekvenserne, men jeg ser dem. Antallet af nye lægemidler i Europa er faldet med 35 pct., siden den her lovgivning kom. Så der er en bevægelse i retning af, at det nu sker i USA,” sagde Moderaternes Stine Bosse til Medwatch tidligere i maj.
Flemming Sonne understreger dog, at Amgros foreløbig vurderer situationen mere forsigtigt.
“I Danmark har vi et vældigt godt nationalt set up, når det kommer til at sikre forsyningen af lægemidler. Det har været med til at sikre patienterne den rette behandling til rette tid, sted og kvalitet,” skriver han og tilføjer:
“Globale udfordringer er derfor ikke nye for os. De er en præmis for hele vores forretning.”
Fælles udbud er ikke nødvendigvis en løsning
En del af diskussionen om MFN handler om, hvordan mindre markeder som Danmark kan bevare deres attraktivitet i konkurrencen om nye lægemidler.
I den debat har Stine Bosse foreslået, at flere europæiske lande i højere grad samarbejder om indkøb af medicin for at stå stærkere over for medicinalindustrien og mindske risikoen for, at mindre markeder bliver fravalgt.
Amgros arbejder allerede i mindre skala med den type samarbejde gennem fælles nordiske udbud med blandt andet Norge og Island. Region Skåne har desuden tilsluttet sig kommende samarbejder, og en region i Finland har også vist interesse.
Ifølge Flemming Sonne er ambitionen at gøre de små nordiske markeder mere attraktive ved at stå sammen.
“Grundtanken med de fælles nordiske udbud er, at de nordiske markeder hver for sig er små i en international kontekst, men når vi går sammen, kan vores fælles marked være mere attraktivt for leverandørerne. Det er forhåbningen, at det kan lede til bedre forsyningssikkerhed, når flere leverandører vælger at byde ind.”
Siden 2020 har Amgros gennemført fire fælles nordiske udbud – primært på ældre lægemidler, hvor forsyningssikkerheden har været usikker.
“Erfaringerne viser, at vores forsyning ikke er blevet påvirket negativt, og nogle af de deltagende lande har endda fået adgang til lægemidler, de ikke havde adgang til før, og de har oplevet lavere priser end før de nordiske udbud.”
Flemming Sonne understreger dog samtidig, at de nordiske samarbejder ikke nødvendigvis er et svar på selve MFN-problematikken.
“De tværnationale nordiske udbud har indtil nu fokuseret på ældre lægemidler. MFN gælder som hovedregel for lægemidler, der er omfattet af patent, og hvor der ikke er generisk eller biosimilær konkurrence. Der er altså tale om lægemidler, hvor vi ofte vil gennemføre en forhandling frem for et udbud.”
Advarer mod forhastede løsninger
Flemming Sonne peger på dialog, samarbejde og fortsat udvikling af de eksisterende systemer som den vigtigste vej frem herfra.
“Det har gennem alle årene været det, som har drevet Amgros fremad. Og sikret, at vi i dag har en stærk og temmelig sikker forsyning af lægemidler. De globale og komplekse problemer, vi står over for, kan ingen løse alene. Dem er vi nødt til at finde en løsning på sammen. Det tror jeg også, vi vil lykkes med.”
Ifølge Flemming Sonne er det afgørende, at reaktionerne på den nye globale priskrig bliver langsigtede og holdbare.
“Verden er foranderlig. Så de løsninger, vi bliver enige om, skal være holdbare – og komme alle til gode. Ikke mindst patienterne.”
Andre artikler i serien


