Professor og overlæge advarer: Kræftbehandlingen i Danmark er på vej tilbage til 90’erne

Danmark risikerer at bevæge sig tilbage mod en situation som i 1990’erne, hvor kræftpatienter ventede længe på adgang til nye behandlinger og i stigende grad søgte hjælp uden for landets grænser. Sådan lyder advarslen fra professor og overlæge Morten Ladekarl fra Aalborg Universitetshospital Afdeling for Kræftbehandling.

Ifølge professoren bevæger Danmark sig mod en situation, der minder om 1990’erne, hvor lange godkendelsesprocesser og manglende adgang til moderne kræftbehandling førte til stor utilfredshed blandt patienter og patientorganisationer.

”Den massive utilfredshed i 1990’erne medførte via politiske reformer et markant løft af kræftområdet med indførsel af kræftplaner, pakkeforløb og hurtigere adgang til ny medicin. Men nu er vi igen i en situation, hvor vi halter bagefter, denne gang på grund af et meget restriktivt godkendelsessystem,” siger Morten Ladekarl og fortsætter:

”Når patienter spørger mig, om de får den bedste behandling, så må jeg i en del tilfælde sige, at de får den bedst mulige behandling – men ikke den bedste på internationalt niveau.”

Det skyldes ifølge Morten Ladekarl, at en stor andel af de EMA-godkendte behandlinger aldrig kommer danske patienter til gode – enten fordi de afvises af Medicinrådet, eller fordi medicinalfirmaerne ikke ansøger om vurdering. En opgørelse fra Lægemiddelindustriforeningen (LIF) viser, at Medicinrådet afviste 39 procent af de kræftbehandlinger, rådet vurderede i 2025.

Små patientgrupper forfordeles

Morten Ladekarl er ikke uenig i, at der er behov for prioritering i sundhedsvæsenet, men han mener, at adgangen til ny behandling er blevet for restriktiv, især for de sjældne sygdomme. Han peger på Medicinrådets overgang til QALY, som står for kvalitetsjusterede leveår, som et væsentligt vendepunkt. QALY bruges til at vurdere, hvor meget livsforlængelse og livskvalitet en behandling giver i forhold til prisen, men modellen bygger typisk på data fra store patientgrupper og bliver derfor usikker, når behandlingen retter sig mod få og meget forskellige patienter.

”QALY er et anerkendt redskab til at vurdere cost-benefit af nye lægemidler, men det har meget store begrænsninger indbygget. Hvis man for eksempel har undersøgt en behandling til en meget sjælden sygdom, hvor det ikke er muligt at randomisere patienterne, så kan man ikke bruge QALY til at vurdere effekten af at indføre den nye behandling. Det udfordrer implementeringen af personlig medicin, hvor datagrundlaget er sparsomt, fordi stort set alle patienter er ’sjældne’,” siger Morten Ladekarl.

At randomisere betyder, at patienterne fordeles tilfældigt mellem for eksempel ny behandling og standardbehandling, så forskerne bedre kan vurdere, om forskellen skyldes selve behandlingen.

Hvordan mener du så, at behandlinger til meget sjældne sygdomme skal vurderes?

”Man kunne i højere grad se på den samlede omkostning for samfundet. Ved meget små patientgrupper er der typisk tale om behandling, der ikke belaster det samlede sundhedsbudget voldsomt. Der bør være højere til loftet, når man vurderer den slags behandlinger,” siger Morten Ladekarl.

Bør Medicinrådet slække kravene for behandlinger af meget sjældne sygdomme?

”Jeg mener, at man i langt højere grad bør benytte sig af betingede godkendelser, hvor anbefalingen er betinget af, at man følger op på de patienter, som får den nye behandling. Det foregår allerede i EMA og er på vej i England.”

Betingede anbefalinger er svære at implementere

Medicinrådet indførte fra januar 2022 muligheden for at anbefale lægemidler betinget i en tidsbegrænset periode, men af Medicinrådets årsberetning for samme år fremgår det, at Medicinrådet slet ikke anvendte muligheden i 2022.

I februar i år etablerede Medicinrådet så et ’partnerskab for opfølgning på Medicinrådets anbefalinger ved brug af real-world data’. Af programstrategien fremgår det, at partnerskabet skal skabe mulighed for flere betingede anbefalinger. Baggrunden er, at de betingede anbefalinger har været vanskelige at implementere.

”Erfaringer med Medicinrådets model for betingede anbefalinger har vist, at disse aftaler er svære at indgå, blandt andet fordi aftalerne indebærer et krav om en lavere pris på lægemidlet, mens evidensen indsamles, og fordi virksomhederne er usikre på rammerne efter den betingede anbefaling ophører,” fremgår det af programstrategien.

Medicinalfirmaer fravælger Danmark

Morten Ladekarl advarer også om andre konsekvenser af en restriktiv godkendelsespolitik. Hvis Danmark vurderer ny behandling mere restriktivt end andre lande, kommer standardbehandlingen herhjemme til at halte efter de internationale retningslinjer, hvilket kan betyde, at industrien mister interesse for at placere studier i Danmark.

”Jeg ved, at der for eksempel er protokoller inden for brystkræft, hvor Danmark ikke er blevet tilbudt at deltage, fordi standardbehandlingen er forældet. Firmaerne oplyser os ikke nødvendigvis om, hvorfor vi ikke bliver indbudt – vi bliver bare ikke spurgt,” siger Morten Ladekarl.

Han fremhæver også et eksempel inden for sit eget speciale, mavekræft.

”Der er gennemført et stort internationalt fase III-studie med Enhertu (trastuzumab deruxtecan, red.), som er testet over for en standardbehandling, vi ikke har adgang til i Danmark. Af indlysende grunde har vi ikke været med i studiet,” siger Morten Ladekarl.

Firmaer trækker lægemidler fra dansk studie

Erfaringer fra det nationale ProTarget-studie, som undersøger effekten af personlig medicin, tjener som endnu et eksempel på, at udviklingen går i den forkerte retning.

ProTarget blev initieret af Rigshospitalet i 2020 og har siden fået deltagelse af samtlige danske kræftafdelinger, som laver genomisk profilering af kræftpatienter. Studiet giver patienter med avanceret kræft – hvor alle standardbehandlinger er udtømt – mulighed for at få behandling med målrettede lægemidler uden for den godkendte indikation, hvis der påvises en genomisk forandring, som potentielt kan behandles målrettet.

En række firmaer har bidraget til studiet ved at stille deres præparater gratis til rådighed, men med tiden har de fleste firmaer trukket sig fra studiet, så der i dag kun er ét lægemiddel tilbage.

”En del af forklaringen er nok, at firmaerne vurderer, at der er for ringe udsigter til, at behandlingerne bliver anbefalet som standardbehandling i Danmark, når studiet er overstået, også selvom der påvises en effekt” siger Morten Ladekarl.

Hurtigere adgang til ny medicin

Ud over at den danske godkendelsesproces er for restriktiv, er den også for langsom, mener Morten Ladekarl.

”Vi har igen lang ventetid – gennemsnitligt over 20 uger – fra dansk ansøgning til ibrugtagning, og EMA-godkendelsen tager jo også hyppigt et års tid,” siger han og fremhæver som eksempel lægemidlet zolbetuximab, som bruges sammen med kemoterapi til behandling af fremskreden mavekræft. Behandlingen blev anbefalet af Medicinrådet i december 2025, mere end to og et halvt år efter offentliggørelsen af det positive studie i The Lancet.

Vurderingen i Medicinrådet var planlagt som en 18-ugers proces, men endte med at vare 28 uger og 4 dage.

Behandlinger bør være tilgængelige efter EMA-godkendelse

Stod det til Morten Ladekarl, kunne behandlinger gøres betinget tilgængelige for danske patienter i det øjeblik, de blev godkendt af EMA. Han foreslår en model, som bygger på erfaringer fra den såkaldte second opinion-ordning, der blev etableret i Danmark i 2003.

”Man kunne etablere et rådgivende ekspertpanel, som ud fra en faglig vurdering af fordele og ulemper for den enkelte kræftpatient kunne anbefale betinget ibrugtagning af EMA-godkendte lægemidler, før de er anbefalet af Medicinrådet,” siger Morten Ladekarl.

”EMA har jo allerede vurderet, at behandlingen er gavnlig og sikker. Medicinrådet tager primært stilling til, om behandlingen er tilstrækkeligt effektiv i forhold til prisen. I det øjeblik en behandling er godkendt af EMA, mener jeg, at vi – under fastsatte rammer – skal kunne bruge den, og så kan Medicinrådet sideløbende prisforhandle og senere afvise eller anbefale behandlingen.”

I dag laver Medicinrådets fagudvalg en faglig gennemgang af evidensen. Mener du, det er unødvendigt, når EMA allerede har godkendt behandlingen?

”Ja – mere eller mindre. Det er klart, at tingene skal sættes i en dansk kontekst – og der skal derfor være en faglig dansk vurdering. Men det behøver ikke være et udvalg, der sidder i månedsvis og diskuterer de samme data, som EMA allerede har diskuteret.”

Risikerer man ikke at sætte en masse patienter i gang med en behandling, som Medicinrådet senere afviser, fordi den ikke er god nok?

”Medicinrådet bedømmer ikke, om behandlingen er god nok. De bedømmer, om man får nok for pengene. Det er klart, at man ikke kan sætte patienter i behandling for derefter at tage den fra dem igen. Det har vi set i nogle tilfælde, men det er efter min mening helt umenneskeligt. Derfor skal der være en ramme for det, man vil betale for en hurtig ibrugtagning”.

Det lyder som en dyr løsning. Hvordan undgår man, at udgifterne løber løbsk?

”Jeg foreslår en økonomisk ramme, som er uafhængig af de regionale budgetter, for eksempel finansieret af staten, ligesom det var tilfældet med second opinion-ordningen de første år. På den måde løber det ikke løbsk. Men det er klart, at det kommer til at koste noget, hvis man vil behandle patienter med den nyeste medicin. Det er en prioriteringssag, om vi skal have en moderne behandling, eller om vi vil nøjes med at behandle patienter med en forældet standardbehandling, indtil der dukker noget op, som er billigt nok.”

Har firmaerne ikke også et ansvar for at prissætte behandlingerne rimeligt?

”Jo, og vi ser desværre i nogle tilfælde, at prissætningen er fuldstændig horribel. Når firmaerne forventer, at vi for eksempel skal betale millioner af kroner for en pallierende behandling, er det skudt langt over målet.”