Debat om prisen på ny medicin: Giver højere betalingsvillighed bedre adgang – eller bare dyrere lægemidler?

Hvor meget skal et sundhedsvæsen være villigt til at betale for ny medicin? Spørgsmålet er blevet aktuelt igen, efter at det engelske prioriteringsorgan NICE i april hævede grænsen for, hvor meget en ny behandling må koste i forhold til den sundhedsgevinst, den giver, hvis den skal anbefales til patienter i det offentlige sundhedsvæsen NHS.

Grænsen er knyttet til det, der kaldes en QALY-tærskel. QALY står for “Quality-Adjusted Life Year” – på dansk kvalitetsjusteret leveår – og bruges som mål for, hvor meget ekstra levetid og livskvalitet en behandling giver i forhold til prisen. Jo højere tærsklen er, desto større omkostning per vundet kvalitetsjusteret leveår kan myndighederne acceptere.

NICE hæver de officielle omkostningstærskler for ny medicin fra £20.000-30.000 (173.000-259.000 danske kroner) til £25.000-35.000 (216.000-302.000 danske kroner) per vundet kvalitetsjusteret leveår. I praksis betyder ændringen i England dermed, at flere dyre behandlinger kan få lettere ved at blive anbefalet.

NICE vurderer selv, at ændringen kan føre til tre til fem ekstra anbefalinger af ny medicin om året. Ifølge NICE og den britiske regering skal ændringen blandt andet afspejle inflation, ændrede økonomiske forhold og et ønske om bedre adgang til ny medicin.

Men næsten samtidig er der opstået en advarsel fra Norge, hvor en lignende diskussion om betalingsvillighed er i gang: Hvis sundhedsvæsner signalerer større betalingsvillighed, kan medicinalfirmaerne hæve priserne tilsvarende.

I et interview med det norske medie HealthTalk siger Jan Frich, der står i spidsen for Beslutningsforum – det norske organ for godkendelse af hospitalsmedicin – at højere betalingsvillighed risikerer at få medicinalfirmaerne til at hæve priserne yderligere. 

I Norge opererer myndighederne med en pristærskel, der afhænger af sygdommens alvorlighed. Den ligger typisk mellem 275.000 og 825.000 norske kroner per vundet kvalitetsjusteret leveår (177.000-532.000 danske kroner).

Ingen officiel dansk grænse

Det er første gang i mere end 20 år, at Storbritannien hæver de officielle omkostningstærskler for ny medicin, den såkaldte QALY-tærskel.

I Danmark har myndighederne – i modsætning til i England og Norge – ikke en officiel pris på, hvad et ekstra kvalitetsjusteret leveår må koste skatteborgerne. Men i praksis har spørgsmålet om betalingsvillighed fyldt i debatten blandt sundhedsøkonomer, myndigheder og medicinalindustri.

Allerede i forbindelse med indførelsen af QALY-modellen advarede professor i sundhedsøkonomi og medlem af Medicinrådet i Danmark, Dorte Gyrd-Hansen, om, at faste tærskelværdier kan påvirke medicinalvirksomhedernes prissætning. Erfaringerne fra England viser samtidig, at sådanne grænser kan være vanskelige at fastholde i praksis.

NICE har gennem årene flere gange accepteret højere omkostninger for blandt andet kræftbehandling og meget sjældne sygdomme.

Fortrolige rabatter også til debat

I et nyt dansk studie, som foreløbigt er publiceret online, har forskere for første gang forsøgt at beregne, hvor meget det danske sundhedsvæsen reelt har været villigt til at betale for nye behandlinger. 

Resultaterne peger på, at Danmark ved officielle listepriser accepterer relativt høje omkostninger sammenlignet med mange andre lande – men også, at store fortrolige rabatter sandsynligvis bringer niveauet væsentligt ned. 

Netop de fortrolige rabatter fylder stadig mere i den danske debat.

Tidligere i år oplyste Amgros, som forhandler priser på hospitalsmedicin på vegne af det danske sundhedsvæsen, at selskabet i første halvår af 2025 havde opnået gennemsnitlige rabatter på 52 procent på hospitalsmedicin. 

Samtidig arbejder den danske regering på at udvide brugen af fortrolige rabataftaler til også at omfatte medicin med offentligt tilskud uden for hospitalerne. Argumentet er, at fortrolige rabatter gør det muligt at forhandle lavere reelle priser uden samtidig at presse de officielle listepriser internationalt, og at det dermed kan gøre virksomheder mere villige til at lancere ny medicin hurtigere i Danmark.

Forskerne bag det danske studie peger på, at fortrolige rabatter gør internationale sammenligninger vanskelige, fordi de reelle priser ikke er offentligt kendte.

Giver højere priser bedre adgang?

I anden halvdel af 2026 skal det danske prioriteringsorgan Medicinrådet evalueres. Her skal blandt andet brugen af sundhedsøkonomiske modeller, transparens og håndteringen af betalingsvillighed undersøges nærmere.

Alt dette foregår samtidig med, at USA forsøger at koble amerikanske medicinpriser tættere til lavere priser i andre lande gennem den såkaldte MFN-model (“Most Favored Nation”).

Det har øget bekymringen for, om medicinalvirksomheder vil holde igen med lave priser i Europa – eller helt udsætte lanceringer i mindre lande som Danmark – for at undgå, at de europæiske priser trækker de amerikanske priser ned.

Dermed foregår diskussionen om betalingsvillighed på et tidspunkt, hvor både priser, rabatter og internationale referencepriser er under forandring. Og spørgsmålet er ikke længere kun, hvor meget ny medicin er værd, men også om højere betalingsvillighed i sidste ende giver patienter bedre adgang eller blot dyrere behandlinger.