
Fra venstre: Sophie Løhde, Peder Hvelplund og Liselott Blixt. Sophie Løhde (V) var sundheds- og ældreminister, da Folketingets partier aftalte de syv principper i 2016. Ti år senere siger hun, at der politisk er behov for »forskellige justeringer og ændringer«.
Politikerne bag Medicinrådets principper kræver ændringer ti år senere
Flere af de politikere, der i 2016 stod bag de syv principper for prioritering af sygehusmedicin, mener, at tiden er løbet fra dele af den oprindelige model. Sophie Løhde (V) åbner for politiske ændringer, Peder Hvelplund (EL) peger på fejl i den økonomiske konstruktion, og tidligere sundhedsordfører Liselott Blixt efterlyser en undersøgelse af, om patienternes mulighed for individuel behandling reelt kun eksisterer på papiret.
For ti år siden blev alle Folketingets partier enige om syv principper for, hvordan sygehusmedicin skal prioriteres. Det syvende skulle sikre, at læger fortsat kunne vælge behandling ud fra den enkelte patients behov.
Nu rejser flere af politikerne bag aftalen spørgsmålet, om det også fungerer sådan i praksis.
Sophie Løhde (V), der som sundheds- og ældreminister stod i spidsen for aftalen, skriver i et svar til Medicin & Evidens på Venstres vegne som politisk ordfører, at den fortsat er vigtig. Men hun erkender også, at der har været åbenlyse problemer, og at der er brug for politiske justeringer.
Peder Hvelplund, der var Enhedslistens sundhedsordfører, da aftalen blev indgået, peger på et konkret problem: Når en læge vurderer, at en patient skal have individuel behandling, kan lægens egen afdeling ende med at skulle betale. Det kan ifølge ham være med til at forklare, hvorfor der kan være tilbageholdenhed med at bruge det syvende princip.
Liselott Blixt, der dengang var sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, frygter, at muligheden kun findes på papiret. Hun vil have undersøgt, hvor mange læger der søger om individuel behandling til deres patienter, hvor mange der får ja eller nej, og hvad begrundelserne er.
De tre mener, at der er brug for at se på, hvordan reglerne fungerer, og om de bliver fulgt.
Løhde: Der har været åbenlyse udfordringer
De syv principper blev aftalt i april 2016 mellem den daværende Venstre-regering og samtlige øvrige partier i Folketinget. Kort efter fastlagde Danske Regioner rammerne for det kommende Medicinråd, som begyndte sit arbejde 1. januar 2017.
Principperne skulle blandt andet sikre faglighed, uafhængighed, geografisk lighed, åbenhed, hurtig ibrugtagning af ny og effektiv medicin og mere sundhed for pengene. Det syvende princip skulle samtidig sikre, at patienter i særlige tilfælde fortsat kunne få en behandling, selv om Medicinrådet havde afvist lægemidlet som standardbehandling.
Sophie Løhde forsvarer fortsat den brede aftale:
”Jeg mener, at det var både rigtigt og vigtigt, at et enigt Folketing for 10 år siden tog ansvar i fællesskab ved at indgå aftale om de syv principper for prioritering af sygehusmedicin. Det var på mange måder en vigtig aftale, men der er også sket utrolig meget siden, ligesom der helt åbenlyst har været forskellige udfordringer undervejs.”
Som eksempler på ændringer fremhæver hun Kræftplan V og brugen af data fra den daglige behandling:
”Derfor er der også løbende behov for at se på hele området. Senest tog vi med Kræftplan V en række nye initiativer i forhold til nationalt at samle vurdering af enkeltansøgning efter det 7. princip, ligesom vi styrkede indsamling og brug af real-world data for skabe et bedre grundlag for at følge behandlingers effekt og give hurtigere adgang til nye sygehuslægemidler.”
Hun peger desuden på den amerikanske Most Favored Nation-politik som en ny trussel mod patienternes adgang til behandling:
”Kort inden folketingsvalget besluttede vi desuden at nedsætte en taskforce, der skal se på de udfordringer, som Most Favored Nation skaber, og som jeg er meget bekymret i forhold til, når vi taler om patienternes adgang til innovative behandlinger. Her er det godt, at den røde regering bærer arbejdet med taskforcen videre, men det kan ikke stå alene, ligesom det afgørende bliver, hvordan der i sidste ende bliver sat handling bag.”
Venstre er derfor parat til at gå videre politisk:
”For os er det helt afgørende løbende at sikre, at de syv principper efterleves. Og dermed at det ikke blot er fine principper på papir, men at de rent faktisk også efterleves i hverdagen og dermed for den enkelte patient. Vi mener, at der politisk er behov for at se på forskellige justeringer og ændringer, og vi er også enige med Kræftens Bekæmpelse i, at det er nødvendigt at se på hele adgangsforløbet, når det handler om at sikre patienternes adgang til lægemidler, og det behov er i øvrigt også kun yderligere aktualiseret i lyset af udviklingen omkring Most Favoured Nation.”
Hvelplund: Afdelingen kommer selv til at betale
Kritikken er dog ikke et opgør med Medicinrådet, understreger Peder Hvelplund:
”Først og fremmest vil jeg gerne sige, at jeg er glad for den rolle, som Medicinrådet har spillet, fordi det er jo ligesom det, der er vores mulighed for også at kunne presse medicinalindustrien på deres priser, fordi vi kan jo se, hvordan udgifter til medicin er en større og større andel af de udgifter, som regionerne har. Så helt overordnet set synes jeg, at det er rigtig positivt med Medicinrådet og den rolle, de har spillet, og forhåbentlig også kommer til at spille fremover,” siger han.
Hans kritik retter sig især mod den måde, det syvende princip fungerer på i praksis. Princippet slår fast, at en patient efter en konkret lægefaglig vurdering skal kunne behandles med et lægemiddel, selv om det ikke er anbefalet som standardbehandling.
En del af problemet ligger ifølge Peder Hvelplund i finansieringen:
"Vi har oplevet en vis træghed i de regionale lægemiddelkomitéer, når de skulle godkende behandling efter det syvende princip. En del af forklaringen kan være, at regningen ender hos den enkelte hospitalsafdeling," siger han.
Peder Hvelplund mener, at denne mulighed ikke har fungeret efter hensigten:
"Intentionen var netop, at vi skulle have en standardbehandling og så noget, der ligger lidt længere oppe på hylden, men som man i særlige tilfælde efter en lægefaglig vurdering kan vælge at bruge. Her har vi kunnet se, at der har været en udfordring i den måde, systemet har fungeret på."
Det kalder efter hans vurdering på en anden finansiering:
"I hvert fald bliver vi nødt til at se på økonomien, så det ikke bliver en udgift, der belaster den enkelte afdeling, men at der bliver en større kollektivitet i forhold til det."
Udviklingen har overhalet modellen
Et andet pres på modellen kommer fra selve udviklingen af nye lægemidler:
"Når vi taler om det syvende princip, bliver vi også nødt til at tage højde for udviklingen mod mere og mere personlig medicin. Det udfordrer hele tanken om, hvad der kan betegnes som en standardbehandling," siger han.
Han mener, at både erfaringerne med de økonomiske rammer og udviklingen af nye typer medicin giver anledning til at justere modellen.
”Der er to dele i det. Dels har vi erfaringer med, hvordan medicinområdet har fungeret. Her synes jeg jo særligt, at det omkring det 7. princip har været en relativt stor træghed i forhold til at kunne vælge det i særlige tilfælde. Men så er der jo også sket en enorm udvikling i medicin, og hvilken type af medicin der kan laves. Det er jo mere noget udefrakommende, hvor man kan sige, at det skal vi i hvert fald have justeret vores model i forhold til.”
Også adgangen til behandling for meget små patientgrupper bør efter hans opfattelse indgå i en revision.
”Det vidste vi også dengang, at det ville være en udfordring, og det bliver noget af det, vi kommer til at se på: Hvordan kan vi sikre, at vi også kan tilbyde en medicinsk behandling til dem.”
Blixt frygter, at muligheden kun eksisterer på papiret
Liselott Blixt var med til at forhandle de syv principper på plads som sundhedsordfører for Dansk Folkeparti. Hun har tidligere kritiseret administrationen af det syvende princip og fastholder kritikken.
Liselott Blixt beskriver hensynet til den enkelte patient som et afgørende udgangspunkt for aftalen:
”Da vi vedtog de syv principper i 2016, var det afgørende for mig, at økonomi ikke måtte stå alene eller blive afgørende for den enkelte patients behandling. Vi ønskede et system, der kunne prioritere på et fagligt og sagligt grundlag, men samtidig bevare lægens mulighed for at se på det enkelte menneske.”
Hun mener, at Medicinrådets anbefalinger i praksis kan have fået større vægt end oprindeligt tiltænkt.
"Derfor er jeg bekymret, hvis Medicinrådets anbefalinger i praksis bliver opfattet så bindende, at der ikke længere er et reelt rum for den individuelle lægefaglige vurdering. I så fald mener jeg, at vi bevæger os væk fra intentionerne bag principperne."
Det var ifølge Liselott Blixt en helt central forudsætning for aftalen.
"Det 7. princip var meget vigtigt for mig. Intentionen var netop, at en beslutning om, at et lægemiddel ikke skulle være standardbehandling, ikke måtte blive til et generelt forbud mod at anvende lægemidlet. Der kan være patienter, som adskiller sig fra den gruppe, Medicinrådets vurdering bygger på, eller hvor lægen af andre konkrete lægefaglige grunde vurderer, at netop denne behandling er den rigtige. Den mulighed ønskede vi udtrykkeligt at bevare.”
Hun peger især på betydningen af økonomiske og administrative barrierer:
"Hvis en læge i dag i praksis oplever, at det er meget vanskeligt at få lov til at anvende en behandling, som Medicinrådet har afvist som standardbehandling, eller hvis økonomiske eller administrative hensyn reelt bliver afgørende, så fungerer princippet efter min opfattelse ikke sådan, som vi havde tænkt det."
Efterlyser tal for ja, nej og begrundelser
Danske Regioner har tidligere oplyst, at antallet af ansøgninger om individuel ibrugtagning steg fra 97 i 2018 til 541 i 2024. Af de 541 ansøgninger i 2024 endte 370 med en godkendelse.
Tallene viser imidlertid ikke i sig selv, hvor mange af ansøgningerne der vedrørte lægemidler, som Medicinrådet direkte havde afvist som standardbehandling. De fortæller heller ikke, om der er patienter, som aldrig kommer så langt som til en ansøgning, fordi deres læge eller hospitalsafdeling på forhånd vurderer, at muligheden er urealistisk.
Derfor vil hun have langt større indsigt i, hvordan ordningen bliver brugt:
”Jeg mener, at der er grund til politisk at undersøge, hvordan det 7. princip fungerer i praksis. Hvor mange patienter bliver vurderet individuelt? Hvor ofte søges der om behandling med et lægemiddel, som ikke er anbefalet som standardbehandling? Hvor mange får ja og nej, og hvilke begrundelser gives der? Hvis det viser sig, at muligheden kun eksisterer på papiret, bør Folketinget efter min mening præcisere rammerne. Det skal være tydeligt, at en lægefagligt begrundet individuel behandling er en reel mulighed og ikke en teoretisk undtagelse, som næsten aldrig kan anvendes.”
Hun mener samtidig, at politikerne bør se bredere på Medicinrådets betydning for danske patienters adgang til ny medicin.
”Man bør i det hele taget vurdere Medicinrådet politisk, om det er det, man ønsker for Danmarks sundhedsvæsen. At vi fra at være et land, der var hurtig til at ibrugtage ny medicin, nu er langt bagefter andre nabolande.”
Det syvende princip var en forudsætning for aftalen
May-Britt Kattrup, der var sundhedsordfører for Liberal Alliance i 2016, betegner sig selv som ”primus motor” bag det syvende princip. Hun understreger samtidig, at princippet var en del af en samlet politisk balance:
”Alle syv principper er væsentlige og skal ses i sammenhæng. Mere sundhed for pengene var og bør være en grundlæggende præmis. Og der bør være et rimeligt forhold mellem pris og merværdi på et nyt lægemiddel i forhold til eksisterende standardbehandling.”
For May-Britt Kattrup var hensynet til de patienter, der falder uden for standardbehandlingen, afgørende:
"Det syvende princip var for mig en forudsætning for resten af aftalen, da det skulle sikre, at patienter, som ikke kunne afhjælpes med godkendte standardprodukter, alligevel kunne få den nødvendige hjælp og behandling efter en lægefaglig vurdering. Det kunne være patienter med sjældne sygdomme eller individuelle behov for medicin, som skulle sikres behandling og ikke kunne afvises udelukkende på grund af økonomi. I disse tilfælde skulle og skal der være adgang til ’øverste hylde’."
May-Britt Kattrup forlod Folketinget i 2019 og understreger, at hun derfor ikke har grundlag for at vurdere, hvordan ordningen fungerer i dag.
Jonas Dahl mener, at principperne er blevet efterlevet
Jonas Dahl, der var sundhedsordfører for SF, indtager en anden position:
”Da jeg i dag arbejdsmæssigt er et andet sted og har været det de seneste ti år, tænker jeg ikke, jeg har meget at bidrage med. Men overordnet mener jeg, at man faktisk har levet op til de principper, som blev lavet dengang.”
Jane Heitmann, der var Venstres sundhedsordfører, lægger vægt på patienternes tillid til prioriteringen:
"For mig var de syv principper et vigtigt og nødvendigt skridt for at sikre gennemsigtighed. Målet var for mig, at ingen patienter skulle efterlades på perronen. Alvorligt syge patienter skulle have tillid til, at effekt, patientsikkerhed og hensynet til det enkelte menneske blev iagttaget sobert og ordentligt."
Hun ønsker ikke selv at vurdere, om intentionerne efterleves i dag, fordi hun ikke længere er politiker.
Medicinrådet er allerede ved at blive evalueret
Debatten kommer, mens Medicinrådet er genstand for en større ekstern evaluering. Danske Regioners bestyrelse besluttede i maj 2026 at sætte rådet under lup, og Implement Consulting Group har fået opgaven.
Evalueringen skal kortlægge styrker og svagheder ved Medicinrådets arbejde, sammenligne det danske system med tilsvarende organer i andre lande og undersøge, hvorfor landene i nogle tilfælde træffer forskellige beslutninger om den samme medicin. Resultatet ventes omkring årsskiftet 2026/2027.
Samtidig er det planen, at vurderingen af enkeltansøgninger efter det syvende princip på kræftområdet skal samles nationalt i efteråret 2026.

