Kristian Lund før ugens møde i Medicinrådet: Efterlades Danmark igen på perronen?

Der er flere vigtige og principielle afgørelser på Medicinrådets møde onsdag 2. september. Men det vigtigste spørgsmål bliver: Skal Danmark efterlades på perronen – igen?

Danmark har i flere år stået ret alene i Europa med at afvise Camzyos (mavacamten) til udvalgte hjertesyge patienter. 

I marts 2024 afviste Medicinrådet mavacamten til den alvorlige hjertesygdom symptomatisk obstruktiv hypertrofisk kardiomyopati (HCM). 

På det tidspunkt havde flere europæiske lande allerede vurderet behandlingen positivt. Siden er flere kommet til, og Danmark står nu som en af få europæiske undtagelser.

Nu skal Medicinrådet så træffe en ny afgørelse. Der er forhandlet en ny pris, og et nyt beslutningsgrundlag omfatter flere opfølgningsdata, og der er forslag til mere præcise start- og stopkriterier. Det kan mindske usikkerheden og ressourceforbruget – men er det tilstrækkeligt for det danske Medicinråd?

Super spændende afgørelse.

Stiller rådet sig på samme side som fagfolk?

Medicinrådet skal også vurdere den effektive behandling BrECADD til unge voksne med avanceret Hodgkin-lymfom. 

I denne sag er Medicinrådet på sin vis i konkurrence med lymfom-fagmiljøet, som allerede i marts i år udpegede behandlingen som den foretrukne, trods den endnu ikke er vurderet som standardbehandling.

Har Medicinrådet tænkt sig at gå imod fagfolkene i DMCG-gruppen? 

Det særlige ved disse patienters situation er, at de ofte kan helbredes med medicinsk behandling og potentielt har mange leveår foran sig. Derfor betyder senfølger som infertilitet, sekundær kræft og organskader usædvanligt meget – og spørgsmålet er, hvordan det bliver vægtet i Medicinrådets vurdering.

Nivolumab plus AVD er allerede anbefalet til stadium III-IV, men BrECADD og nivolumab-AVD ikke er sammenlignet direkte i et randomiseret studie.

Hvad er det værd, at et lægemiddel køber tid?

Den næste afgørelse, jeg vil fremhæve, lægger op til en sjældent ren værdidiskussion. Det drejer sig om vorasidenib til grad 2-gliomer – en sygdom, der ofte rammer yngre og velfungerende mennesker. Patienterne er opereret og følges i dag typisk med aktiv observation, indtil der opstår behov for stråle- eller kemoterapi.

Med vorasidenib kan man potentielt udskyde en mere hårdfør behandling med stråle- og kemoterapi. Det kan have stor betydning for patienterne, også selv om det endnu ikke er dokumenteret, at patienterne lever længere. 

Omvendt erstatter denne behandling aktiv observation med daglige tabletter, leverkontrol og potentielt mange års behandling. Tysklands G-BA konkluderede i maj 2026, at der var en merværdi, men at dens størrelse ikke kunne kvantificeres på det foreliggende grundlag. 

Denne afgørelse kan ligesom andre af dagens sager komme til at afhænge af, om Medicinrådet er parat til at se bort fra manglen på dokumenteret overlevelsesfordel. 

Nu skal citronen presses

På mødet skal Medicinrådet også tage stilling til nye anbefalinger om medicin til patienter, der netop har fået konstateret myelomatose (knoglemarvskræft), og som ikke kan tåle intensiv behandling med højdosis kemoterapi og stamcelletransplantation (1L ikke HDT-egnede).

Her skal Medicinrådet placere klinisk ligeværdige kombinationer med daratumumab og isatuximab i lægemiddelrekommandationen ud fra de samlede omkostninger.

Afgørelsen omfatter omkring 280 årlige patienter, som ikke er kandidater til højdosisbehandling, og førstevalget forventes anvendt til mindst 60 procent – omtrent 170 patienter årligt. 

I april opfordrede Rådet direkte virksomhederne bag daratumumab og isatuximab til at sænke priserne for at skabe konkurrence. Det fremgår af aprilreferatet⁠. 

Netop myelomatose er et af de mest dynamiske lægemiddelområder med en rivende udvikling netop nu – derfor drejer denne sag sig om meget mere end 280 patienter. Den tester villigheden til at sænke priser for hele området.

Medicinrådet skal diskutere patientinddragelse – eller hvad?

Det lyder så godt og så rigtigt, når Medicinrådet på mødet 2. september skal drøfte ’Patientinddragelse i Medicinrådet’. 

Drøftelsen drejer sig mere specifikt om, hvordan patienters og pårørendes personlige oplevelser og livskvalitet (patientperspektivet) skal indgå i vurderingsrapporterne. 

Skal man være ondskabsfuld, drejer sagen altså ikke om reel patient- og pårørendeinddragelse i Medicinrådets afgørelser – kun hvordan deres oplevelser kan synliggøres i de formelle formater.

Det er interessant, at bilagene selv til dette punkt på dagsordenen (bortset fra en to år gammel rapport) er fortrolige. Offentligheden må end ikke få indsigt i dette baggrundsmateriale. Medicinrådets fortrolighedsstempel sidder løst.